FødevareWatch

Innovationsfonden investerer 6 mio kr i dejprojekt

Madspild i produktionen af dejbaserede fødevarer, som for eksempel pasta og småkager, løber i Danmark dagligt op i 250.000 kr. i tabt omsætning og unødigt spild af fødevarer. Det skal et nyt projekt lave om på.

Innovationsfonden investerer 6 mio. kr. i et projekt, hvor Kelsen Group A/S, Orkla Foods Danmark A/S, Københavns Universitet og Teknologisk Institut er gået sammen for igennem de næste tre år at øge forståelsen af, hvordan ingredienser og dejteksturer har indflydelse på det færdige kvalitetsprodukt. I alt har projektet et budget på 10 mio. kr.

Det skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

"Vi har store sæsonudsving i produktionen med mange nye medarbejdere. Derfor er det vigtigt for os at få så meget af den faglige viden som muligt gjort objektiv og målbar, så vores kunder oplever en ensartet høj kvalitet og samtidig reduceres spild i produktionen," siger Supply Chain Director Tove Kjeldsen fra cookieproducenten Kelsen Group A/S, i meddelelsen.

Ved at måle direkte på råvarerne og dejen under fremstillingen, vil de opsamlede data angiveligt gøre det muligt at justere dejen, inden produktionen er færdigproduceret. Derved forventes det, at spild i produktionsvirksomhederne vil blive mere end halveret.

Arbejdet på at reducere madspild er specielt udfordrende ved udvikling af nye produkter, hvor der stadig er meget nyt at lære i forbindelse med produktion og proces. Det oplever man hos Orkla Foods Danmark, der udvikler og producerer pasta med højt indhold af grøntsager.

"Vi håber at kunne halvere vores spild i produktionen og samtidig få meget mere viden om ingredienser, der ikke normalt bruges i hvid pasta. Det kan være grøntsagernes fibre, der spiller en stor rolle i måden de agerer på sammen med de øvrige ingredienser. Her vil målingerne under selve produktionen hjælpe os med at stoppe en uhensigtsmæssig produktion i opstartsfasen og derved mindske spild," siger udviklingschef Jeanette Gottlieb Nielsen, Orkla Foods Danmark.

Innovationsfonden: Fødevarebranchen mangler en iværksætterkultur

Capnova stemmer i med Innovationsfondens opråb: Vi mangler også iværksættere

Innovationsfonden lægger millioner i kartoffel- og tangprojekt

Forsiden lige nu

Seneste Fødevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier