ANNONCE
danishcrown.jpg
Foto: Janus Engel/POLFOTO/arkiv

Danish Crown vinder voldgiftsag mod Tican

Tican havde ikke ret til en kompensation på 20 mio. kr. i forlængelse af den aflyste fusion mellem Danish Crown og Tican. Det har en voldgiftsag afgjort.

Andelsslagterierne Danish Crown og Tican har efter års tids behandling i dag modtaget afgørelsen på den voldgift, der skulle afklare, om Tican havde ret til en kompensation på 20 mio. kr. i forlængelse af den aflyste fusion mellem Danish Crown Amba og Tican Amba.

Af en meddelelse fra Danish Crown fremgår det, at voldgiften ikke fandt, at det var tilfældet. 

"Begge parter har gennem hele forløbet holdt en god tone og loyalt fremlagt forløbet omkring fusionen. Nu har vi fået afgørelsen, og så handler det for begge parter om at komme videre herfra," udtaler Danish Crowns formand Erik Bredholt. 

Uenigheden mellem de to parter udsprang af spørgsmålet, om hvorvidt den oprindeligt planlagt fusionsaftale udløb, eller om det var Danish Crown, der aflyste fusionen. 

"Det har været en af den slags sager, ingen af parterne ønskede at skulle igennem. Omvendt har det for begge parters vedkommende været centralt at forsvare de respektive ejeres interesser, og netop derfor blev det allerede under fusionsforhandlingerne aftalt, at eventuelle uenigheder skulle afgøres ved en voldgift," udtaler Ticans formand Søren Overgaard i den udsendte meddelelse.

Danish Crown Amba og Tican Amba er enige om, at sagen nu er helt afsluttet, og derfor har ingen af parterne yderligere kommentarer til afgørelsen, hedder det i meddelelsen.

Tican var de små i spillet

For næsten præcist et år siden var fronterne trukket lidt skarpere op, da Tican anlagde voldgiftssagen mod Danish Crown med det samlede erstatningskrav på 20 mio. kr.

"I vores øjne er der ingen tvivl om, at fusionen faldt, fordi vi ikke kunne nå i mål inden den aftalte deadline, og derfor tager vi også denne voldgiftsag med sindsro," udtalte Preben Sunke, finansdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Ifølge begge parter skulle der i aftaleteksten om Danish Crowns overtagelse af Tican a.m.b.a have stået, at hvis fusionen blev aflyst inden 31. oktober 2015 som følge af, at Danish Crown ikke ville imødekomme de krav, der blev stillet fra konkurrencemyndighederne, så skulle der udbetales en millionkompensation til Tican.

Passagen i fusionsaftalen gik på, at Danish Crown skulle betale kompensation, hvis andelsslagteriet ikke ville eller kunne leve op til konkurrencemyndighedernes krav om ændringer i aftalen for, at den kunne godkendes. Danish Crown har hele tiden holdt på, at processen med godkendelsen aldrig kom så langt, at der blev stillet specifikke krav til, hvad slagterikoncernen skulle gøre inden tidsfristen fra myndighedernes side. Derfor har Danish Crown hele tiden sagt, at fusionen slet og ret blev aflyst, fordi den ikke kunne gennemføres inden den fastsatte deadline.

På den anden side stod Tican, som mente, at Danish Crown ikke levede op til myndighedernes krav.

"Aftalen med Danish Crown gik på, at hvis der var ting, vi ikke kunne løse med konkurrencemyndighederne, så ville de levere 20 mio. kr. til os, for der var ikke nogen tvivl om, at det var den lille virksomhed, altså Tican, der var mest udsat i det lange forløb med konkurrencemyndighederne, og derfor var en kompensation indskrevet i aftalen," sagde Jens Jørgen Henriksen, daværende formand for Tican Amba, tilbage i oktober 2016.

Tican: Vi vinder - ellers havde vi ikke anlagt sag mod Danish Crown

Aflyst svinefusion ender i voldgift - Tican kræver 20 millioner

Tican og Danish Crown i strid om millionkompensation

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis