ANNONCE
simonkollerup2.jpg
Simon Kollerup (S) er blandt de politikere, der er utilfreds med, at fødevarekontrollens gebyrhop blev vedtaget uden at forligskredsen blev hørt. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto/Arkiv

Ordførere kritiserer regeringens gebyrhop - vil indkalde ministeren

Flere partier er utilfreds med, at Fødevarestyrelsens gebyrer er blevet forhøjet, uden forligskredsen er blevet hørt. Ministeren afviser kritikken.

Lørdag begyndte indfasningen af Fødevarestyrelsens gebyrstigninger, der blev besluttet af regeringen.

Fødevarestyrelsens forhøjede kontrolgebyrer har vakt utilfredshed blandt aktører i branchen, og nu følger flere partier på Christiansborg trop med en bredside til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Om gebyrhoppet

Regeringen besluttede i slutningen af maj 2016, at Fødevarestyrelsens gebyrer skal skrues op med virkning fra 1. juli 2017. Her påbegynder en gradvis stigning, som medfører, at Fødevarestyrelsens gebyrområde i 2018 vil opkræve ca. 10 pct. mere end i 2017, svarende til ca. 30 mio. kr. Dette beløber stiger til ca. 17,5 pct. ved den fulde indfasning i 2021, svarende til 52,5 mio. kr.

Forklaringen er, at virksomhederne ifølge Fødevarestyrelsen hidtil betalt for lidt til bagvedliggende funktioner: Det ligger i statens gebyrregler, at dem der betaler gebyrer til staten – i dette tilfælde fødevarevirksomheder – skal betale de samlede omkostninger for den gebyrbelagte opgave.

Det fremgår af en orientering til Miljø- og Fødevareudvalget, hvis fulde bekendtgørelse kan læses her.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Utilfredsheden bunder særligt i, at gebyrhoppet, der medfører en samlet stigning på 17,5 pct. i 2021, blev gennemført uden at partierne i forligskredsen blev hørt.

"Jeg synes en beslutning om at ændre på gebyrerne over for vores virksomheder i Danmark bør være et anliggende, man drøfter i forligskredsen. Jeg mener ikke, det er op til regeringen alene at fastsætte gebyrernes størrelse. Derfor vil jeg bede om, at vi får en konkret politisk drøftelse i fødevareforligskreden om de her gebyrer," siger Simon Kollerup, fødevareordfører fra Socialdemokratiet, til FødevareWatch og fortsætter:

"Regeringen kan indkalde forligskredsen med meget kort varsel, hvis man tager denne sag alvorligt. Alternativt må de vente med at lade gebyrerne træde i kraft, før vi har haft en drøftelse."

Også Lise Bech, der er fødevareordfører fra DF, undrer sig over, at både hendes parti og de øvrige fra forligskredsen ikke er blevet hørt.

"Vi fik en skriftlig orientering, men det er mærkeligt, at regeringen egenhændigt går ud og laver sådan en gebyrstigning, uden at det har været diskuteret i forligskredsen. Det er ikke sikkert, det havde ændret sig, hvis vi var blevet spurgt, men det undrer mig," siger hun.

Andreas Steenberg, fødevareordfører fra Radikale, er på linje med sine to kolleger fra DF og Socialdemokratiet.

"Det er helt uforståeligt, at ministeren kan gennemføre sådanne gebyrstigninger udenom forligskredsen. Jeg synes, det er helt uforståeligt, og jeg er skuffet," siger han.

Skriftligt svar fra ministeren

Det har ikke været muligt for FødevareWatch at få et interview med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om emnet.

Gennem sit embedsværk svarer han dog skriftligt på et par spørgsmål.

Hvorfor har forligskredsene ikke været inddraget i beslutningen?

"På de områder, hvor det er besluttet, at der skal ske gebyrfinansiering, skal gebyrerne følge de statslige regler på området – dvs. dække omkostningerne til kontrollen. Vi har orienteret Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om sagen, og har dermed også orienteret alle de partier, der er en del af de politiske forlig på området."

Hvorfor hæves gebyrerne for små- og mellemstore virksomheder, når regeringen har som et mål at hjælpe netop disse virksomheder?

"Jeg er enig i, at der skal være gode rammebetingelser for mindre virksomheder. De kommende gebyrjusteringer er et udtryk for, at taksterne på de nuværende gebyrer også skal følge de retningslinjer, der er for statslige gebyrer. Der har således i denne omgang været tale om en teknisk justering, der sørger for, at virksomhederne betaler de faktiske omkostninger, der er forbundet med kontrollen, i tråd med de statslige regler på området. Justeringerne påvirker således både store og små virksomheder," skriver ministeren.

Hen fremhæver desuden, at der allerede på visse områder tages hensyn til små- og mellemstore virksomheder.

"Eksempelvis betaler mindre engrosvirksomheder et lavere gebyr end større virksomheder. Det gælder fx for mindre slagterier og mejerier, ligesom der også er en lavere takst for dyrevelfærdskontrol i besætninger med under 40 dyr.  Detailvirksomhederne, hvoraf mange er små, betaler ikke for den regelmæssige fødevarekontrol, men de betaler ligesom engrosvirksomheder en årlig afgift til finansiering af kampagnekontrol, og de betaler for opfølgende kontrol."

Små og mellemstore bliver ramt

Andreas Steenberg, fødevareordfører fra Radikale, er utilfreds med, at særligt små og mellemstore virksomheder ifølge ham bliver ramt af gebyrstigningerne.

"Vi på, at vores landdistrikter kan skabe et stort erhvervseventyr med lokale fødevarer, som man sælger direkte i byerne. Derfor er det forkert, at man nu hæver gebyrerne gevaldigt for fødevarekontrollen," siger han.

Derfor er partiet nu klar med et udspil på området, der skal gøre fødevarekontrollen mindre besværlige og bu­reau­kra­tisk for små fødevareproducenter.

Radikale foreslår, at fødevarestyrelsens kontrol af føde­va­reproducenter med en omsætning på under 5 mio. kr. årlig gøres gratis, hvis kon­­trollen ikke afslører problemer. Samtidig foreslår partiet, at udgiften til fødevarekontrol halveres for pro­du­center med en om­sæt­ning på 5-20 mio. kr.

Samlet vil partiet afsætte 20 mio. kr. til forslaget.

Simon Kollerup, fødevareordfører fra Socialdemokratiet, mener ligeledes, at de små og mellemstore virksomheder bliver ramt forholdsmæssigt hårdt af gebyrstigningerne.

"Det klinger hult over for små og mellemstore fødevareproducenter, som har fået at vide, at regeringen har foretaget et såkaldt byrdestop. Nu skruer de så på en anden knap over for de selv samme virksomheder, og det er vi selvfølgelig nødt til at få en forklaring på, hvordan det hænger sammen."

Lise Bech, fødevareordfører fra Dansk Folkeparti, vil gerne afvente en undersøgelse for at se, om der er hold i problematikken.

"Det er værd at undersøge, om de forøgede gebyrer kommer til at ramme små og mellemstore virksomheder. Regeringen har jo en ambition om at lette byrden for netop de virksomheder, så hvis det nu går den modsatte vej, er det mystisk, og det vi må vi drøfte."

Bryggerier brokker sig også over forøgede kontrolgebyrer

Fødevaredanmark: Gebyrstigninger er muligvis ulovlige

Fødevarestyrelsen afviser kritik af markant højere kontrolgebyrer

DI-direktør efter hævede kontrolgebyr: "Jeg er svært utilfreds"

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis