ANNONCE
orkla peter.jpg
Koncerndirektør i Orkla, peter A. Ruzicka. | Foto: mathies Hvid Toft.

Her ser Orkla-toppen fremtidens vækst

Den norske fødevarekoncern har defineret seks forbrugertrends, der skal satses intensivt på fremadrettet. Det gælder både for koncernens eksisterende virksomheder og mærker samt fremtidige opkøb.

OSLO

Orklas øverste ledelse har i de sidste to år arbejdet på at destillere de vigtigste forbrugertrends ned, så den vidt forgrenede fødevarekoncern kan nå sit mål om en vækst i driftsoverskud på mellem 6 og 9 pct. om året på koncernens mærkevarer.

Orkla vil tilgodese de seks trends gennem stærke lokale mærker, forklarer koncernens topchef, Peter A. Ruzicka, i et interview med FødevareWatch i Oslo.

"Nye forbrugertrends stiller stadig større krav til lokal tilpasningsevne og innovation. Vi skal bruge vores unikke kunde- og forbrugerindsigt til at møde disse nye forbrugertrends med vores egne lokale mærkevarer," siger han.

De seks forbrugertrends er økologi, nydelse, free from, etik og miljø, sundhed og velvære og convenience.

"Disse trends vil påvirke alle vores kategorier og have betydning for innovation og videreudvikling af kategorierne," siger han.

Convenience byder på mange muligheder

En af de vigtige forbrugertrends er convenience, som Orkla ser mange muligheder  i.

"Vi har mange produkter, der peger ind i conveniencetrenden. Det er selvfølgelig i høj grad en masse af vores brands og produkter under confectionary og snacks, men også flere madprodukter, der er enkle at konsumere," siger koncerndirektøren.

Orkla afhold en stor messe i udkanten af Oslo, hvor koncernen præsenterede alle de forskellige brands og produkter, som den råder over.

Det er dog vanskeligt at gennemskue, om det øgede salg af convenience er til fødevarekoncernens fordel.

"Det er svært at svare på. Det kommer an på i hvilken kategori, men du ser ofte en større betalingsvillighed, når det drejer sig om convenience. En flaske Cola koster jo mere på benzinstationen end i et Supermarked, til gengæld er volumenerne også mindre," siger han videre.

Inden for conveniece fremhæver Peter A. Ruzicka Orklas lanceringer af madbarer, sundere snack produkter, bage- og dessertmiks og færdigretter. Han fortæller i øvrigt, at flere og flere af produkterne er økologiske eller vegetariske.

Inden for convenience-segmentet råder Orkla alene i Danmark over Beauvais, Risifrutti, Grandiosa, Naturli' Foods og Bähncke med flere.

Orkla køber dansk fødevareselskab

Orkla køber tysk isselskab

Godt mærkevaresalg i Orklas første kvartal

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis