FødevareWatch

Carletti køber gammel dansk bolchefabrik

Den store konfekturekoncern har opkøbt Heede Bolscher A/S, og ser store salgsmuligheder for det traditionsrige bolchemærke. Købet åbner samtidig mulighed for merproduktion i Danmark, lyder det fra Carletti.

Direktør i Carletti, Niels Petersen.

Givesco-ejede Carletti har haft tegnebogen fremme og købt slik til weekenden.

Nærmere bestemt kommer der bolsjer i posen, og der er tale om masser af bolcher.

Carletti og Heede Bolcher A/S satte torsdag underskrift på, at Carletti køber hele aktiekapitalen i Heede Bolcher fra ejeren, Claus Heede.

Carlettis direktør, Niels Petersen, vil ikke komme ind på prisen, eller forløbet op til købet, men han lægger ikke skjul på, at han tager på weekend med stor tilfredshed.

"Det (opkøbet red.) er jeg enormt glad for. Der er ikke mange mulige opkøbsemner i den danske chokolade- og konfekturebranche, så at man overhovedet kan finde nogen, man kan få lov til at købe, og det samtidig er et utroligt godt match mellem produkternes kvalitet, virksomhedens produktionskompetencer og vores salgsressourcer i Carletti, er glædeligt. Vores salgskompetencer er selvfølgelig noget større, end de salgsressourcer man har haft til rådighed i Heede Bolcher," siger han til FødevareWatch.

Niels Petersen vil gerne føre Carletti videre frem i bolchekategorien, der er en af de store konfekturekategorier i både Danmark og de nære eksportmarkeder i Skandinavien.

"Vi spiller en rolle i forvejen, og hvis vi kan komme til at spille en endnu større rolle og få noget salgsvækst, mener vi, at det er en god strategi," siger han og uddyber:

"Hvor Heede Bolcher er en enorm stærk traditionsrig virksomhed, der effektivt producerer nogle rigtig, rigtig gode bolcher, har vi omvendt en stærk salgsstyrke i Danmark. Vi har desuden en lidt større position på det danske konfekturemarked generelt, end Heede Bolcher har, og der tror vi, at der kan være nogle salgssynergier," siger han.

Vil styrke Heede Bolcher

Niels Petersen understreger flere gange, at opkøbet ikke skal ses som en afvikling af Heede Bolcher. Tværtimod.

"Vi har absolut købt for at blive i fabrikken i Vejle og meget gerne øge produktionsvolumen på fabrikken," lyder det.

Han vil ikke komme ind på, hvor mange midler, Carletti er parat til at poste i Heede Bolchers fabrik, men siger:

"Jeg kan ikke komme ind på, hvad vi allerede har lagt i forbindelse med selve købet, men vi er selvfølgelig både villige og i stand til at investere mere, hvis det skulle være nødvendigt for at få endnu mere produktion gennem."

Opkøbet betyder videre, at direktør og nu tidligere ejer af Heede Bolcher, Claus Heede, i løbet af 2017 vil give stafetten videre til Carlettis operationelle direktør, Benny Poulsgaard.

Han vil fremover fungere som daglig leder af fabrikken i Vejle, mens Heede Bolchers salgsdirektør, Jens Aage Hvid, fortsætter i samme stilling fremover.

Åbner for merproduktion

Carletti råder i forvejen over bolchemærket Evers, der produceres i Polen under koncernens datterselskab, Carletti Polska.

"Vi gerne vil vokse og blive større inden for bolchesegmentet. Vi har Evers-varemærket, og det vil vi gerne gøre noget mere ved," siger Niels Petersen.

Kunne I finde på at rykke produktion af Evers til Danmark?

"Det kunne godt tænkes, men det har vi ikke lagt os fast på endnu," svarer han.

Ifølge FødevareWatchs oplysninger producerer Heede Bolcher i dag private Label for Carletti-konkurrenten Toms Gruppen. Niels Petersen vil ikke forhold sig til konkrete kundeaftaler, men udtaler:

"Vi håber absolut på at kunne fortsætte med at leverer til alle de kunder, vi leverer til i dag."

Ny P-tærte-model trak Carletti op i 2016

Citronmånens ejerfamilie scorer vild gevinst på aktier

Skat er på mærkerne: Snyd med slik breder sig

Forsiden lige nu

Seneste Fødevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier