ANNONCE
Esben Lunde.jpg
Foto: ritzau/Jonas Olufson

Esben Lunde i hemmelig optagelse: Aktindsigt er en sygdom

Det fremgår af en optagelse, at Esben Lunde har kaldt brugen af aktindsigt for en sygdom i samfundet.

"Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord." 

Så klart tog miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) afstand fra offentlighedsloven, som giver borgerne ret til indsigt i offentlige myndigheders forvaltning af penge og magtbeføjelser.

Det skriver Politiken onsdag.

Dermed placerede han sig langt fra sit partis og den samlede VLAK-regerings officielle holdning til loven om offentlighed i forvaltningen. 

Udtalelsen faldt, da Esben Lunde Larsen i november sidste år mødtes med medarbejdere i Miljøstyrelsen, som han som minister er øverste chef for. 

Ved samme lejlighed sagde Esben Lunde Larsen, at han selv vil bestemme, hvad offentligheden skal have at vide, når det gælder sager, som forhandles politisk: 

"Jeg skal nok som minister offentliggøre det, der skal offentliggøres i forhold til vores politiske processer," sagde han på det lukkede møde med medarbejderne i Miljøstyrelsen.

Hent FødevareWatch-appen til din iPhone HER og til Android HER.

Hvad ministeren ikke vidste, var, at en deltager på mødet optog hans udtalelser og nu har valgt at sende optagelsen til Politiken.

Efter at avisen har konfronteret Esben Lunde Larsen med de opsigtsvækkende udtalelser, lyder hans forklaring i et skriftligt svar: 

"Jeg forløb mig. Det er naturligvis offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, der afgør, hvad der offentliggøres og hvornår."

Det står ud fra lydoptagelsen ikke klart, hvad der fik ministeren til at "forløbe sig". Der var ikke tale om en ophedet diskussion. 

En medarbejder stillede et spørgsmål, og Esben Lunde Larsen svarede i en sammenhængende, rolig og lidt mere end tre minutter lang enetale, hvor han på intet tidspunkt blev afbrudt eller hævede stemmen.

Venstres offentlighedsordfører, Jan E. Jørgensen, vil ikke direkte kommentere sin partifælles udtalelse. Men i en skriftlig kommentar til Ritzau siger han:

"Aktindsigt er helt centralt i et frit samfund, men omvendt er der ingen samfund, hvor man kan få aktindsigt i alt."

Regeringen er i færd med at overveje, om offentlighedsloven skal revideres. 

Det sker efter kritik af, at den nuværende lov har "gummiparagraffer", som blandt andet gør det nemt at nægte offentligheden indsigt i dokumenter, som bruges til ministerbetjening, eller som indgår i politiske forhandlinger med Folketinget.

Der forhandles lige nu med forligspartierne om en eventuel ændring af loven.

Over for Politiken fortæller Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, at hun ser retten til at søge aktindsigt som et grundvilkår for demokratiet.

"Et demokrati bygger på en række værdier – herunder oplysning," siger hun.

Regeringen ventes at offentliggøre et udspil til en ny offentlighedslov inden Grundlovsdag.

Folketinget udtaler sin alvorligste kritik af Esben Lunde

Medie: Storfiskere køber sig adgang til statsministeren

Her er det økologiske erhvervsteams anbefalinger til ministeren

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis