ANNONCE
POLFOTO_24131972.jpg
Foto: AP/POLFOTO/arkiv

Dansk svinekød taber terræn på fjernmarkeder

Dugfriske tal fra en britisk brancheorganisation viser, at Danmark i 2015 ikke længere var det EU-land, der stod for den største andel af unionens samlede eksport af svinekød til markeder uden for Europa.

Danmark er trods sin begrænsede størrelse et af de helt store lande, når det drejer sig om produktion og eksport af svinekød. Men i det forgangne år har vi tabt terræn til et par europæiske stormagter på et enkelt, men vigtigt parameter.

Det skriver branchemediet Global Meat News.

Danmark er således ikke længere det EU-land, som står for den største andel af unionens samlede eksport til markeder uden for Europa, skriver mediet med henvisning til nye tal fra den britiske brancheorganisation AHDB Pork.

Den danske eksportvækst på svinekødsområdet lå nemlig på beskedne 4 pct. sidste år, mens de europæiske kæmper Tyskland og Spanien øgede deres salg af svinekødsprodukter til markeder uden for EU med henholdsvis 23 pct. og 30 pct. i 2015.

Det betyder, at Spaniens samlede svinekødseksport ud af Europa lå på 363.000 ton, mens tyskernes endte på 356.000 ton og den danske eksport lå på 320.000 ton.

Det var også en af de væsentligste grunde til, at det samlede europæiske svinekødsmarked registrerede en stigning i eksporten på 11 pct. De tre lande står nemlig samlet for omkring 60 pct. af svinekødseksporten ud af EU.

Kina i vækst

Størstedelen af det svinekød, der produceres i Europa, bliver dog fordelt mellem EU-landene, og samlet set aftager markederne uden for Europa kun omkring 25 pct. af det europæiske svinekød.

Det er især de asiatiske lande Kina og Sydkorea, der aftager de europæiske produkter. Og nylige tal fra den danske brancheorganisation Landbrug & Fødevarer viser da også, at værdien af den danske svinekødseksport til Kina/Hongkong er steget fra 2,2 mia. kr. i 2014 til 3,1 mia. kr. i 2015.

Kina/Hongkong er fortsat den femtestørste aftager af dansk svinekød, når man medtager de interne EU-markeder, men nærmer sig med hastige skridt lande som Polen, Japan og endda Storbritannien på dette punkt.

Tulips dåser er særdeles populære i Asien

HKScan satser på vækst i Asien med frisk svinekød

Svineeksportør frygter dyr grænsekontrol

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis