ANNONCE
POLFOTO_46157230.jpg
Foto: Toby Talbot/AP/POLFOTO/arkiv

Der var ikke meget pep i Pepsi i 2015

På linjen med ærkerivalen Coca-Cola gik det tilbage for Pepsi i 2015, hvor forbrugerne var tilbageholdende.

Der var ikke meget knas i chipsene eller brus i sodavanden for Pepsi i 2015. Selskabet selv glæder sig over, at man har nået sine egne mål, men tallene i det netop aflagte regnskab for 2015 viser tilbagetog over hele linjen.

Omsætningen faldt til 63,1 milliarder dollar fra 66,7 milliarder dollar i 2014 og resultatet fulgte med. Mens et nettoresultat på 5,5 milliarder dollar - 36 milliarder danske kroner - nok næppe skaber tumultagtige klagescener på chefgange, var det over en milliard dollar færre end i 2014.

"Vi er glade for at kunne rapportere, at vi har mødt eller overgået alle de finansielle mål, vi satte os for 2015 og demonstrerede en solid forretning trods svingene makroøkonomiske forhold. Vores portefølje af produkter er strategisk designet til at modstå de nuværende makroøkonomiske udfordringer," skriver administrerende direktør Indra Nooyi i regnskabet.

Pepsi består ikke bare af kendte sodavandsmærker som Pepsi, 7up og MountainDew, men også chipsprodukter som Lays og Doritos.

Chipsforretningen under Frito-Lays North America klarede sig hæderligt med en lille omsætningsstigning til 14,8 milliarder dollar.

Men forretningen i specielt Europa og Sydamerika havde det hårdt med omsætningsfald på 22 og 13 procent.

Pepsi blev introduceret på markedet i 1893 af apotekeren Caleb Bradham. Op igennem det 20.-århundrede voksede Pepsi sideløbende med Coca-Cola, der har været selskabets ærkerival i over 100 år.

Coca-Cola leverede regnskab tirsdag, og også her var der tilbagegang i salget. Omsætningen faldt til 44,3 milliarder dollar. Til gengæld var Coca-Cola bedre til at omsætte salg til resultat og kunne notere sig et overskud på 7,4 milliarder dollar.

Coca-Cola på tilbagetog over hele verden

Pepsico vil sælge økologisk Gatorade

Sunde drikkevarer haler ind på sodavanden

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis