ANNONCE
POLFOTO_909323.jpg
Foto: Junji Kurokawa/AP/POLFOTO/arkiv

McDonald's nærmer sig overskud i Japan

Fastfood-kæden McDonald’s nærmer sig for første gang i tre år sorte tal på bundlinjen i Japan, forudser selskabet.

Den amerikanske fastfood-koncern McDonald's sagde for nylig, at man undersøger mulighederne for at frasælge en andel af sin tabsgivende japanske afdeling til en "strategisk investor".

"Vi undersøger muligheden for et salg af en del af vores ejerskab i McDonald’s Japan, hvis vi kan udpege en strategisk investor, som kan hjælpe med at fremme turnaround-arbejdet i Japan og realisere vores vækstpotentiale," sagde selskabets finansdirektør, Kevin Ozan, ifølge Bloomberg.

Men nu kan den japanske afdeling muligvis være på vej mod sit første overskud i 3 år helt uden strategisk hjælp udefra.

Det skriver Bloomberg.

Den japanske forretning forventer ifølge topchefen, Sarah Casanova, at lande et nettooverskud på 1 mia. yen – eller 57,87 mio. kr. – i indeværende regnskabsår. Selskabet har ellers været hårdt presset i de senere år på baggrund af en række fødevareskandaler og sagde i april sidste år, at man ville lukke 30 ud af sine i alt 60 restauranter og fyre en lang række medarbejdere.

Men selskabet har tilsyneladende set en ændring til det bedre i slutningen af 2015.

"Vi har oplevet en markant ændring i momentum i den sidste halvdel af 2015, og det momentum bliver ved med at vokse. Der er mulighed for at øge rentabiliteten endnu mere, men det er svært at sætte en tidslinje på det," sagde Sarah Casanova ifølge nyhedsbureauet på en telekonference i forbindelse med regnskabet for 2015.

I det seneste regnskabsår måtte McDonald’s Japan dog registrere et nettounderskud på 34,7 mia. yen mod et nettotab på 21,8 mia. yen året før. Men det var stadig lavere end det nettounderskud for 2015 på 38 mia. yen, som man havde forventet.

McDonald’s overvejer at sælge ud af japansk forretning

Vil Mcdonald's sælge sin japanske forretning?

McDonald's slanker amerikansk forretning

McDonald's fortsætter slankekuren

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis