ANNONCE
uaudnijio0v87xcnvjbq.jpg
Foto: Arla/ PR

Arla skærer 500 stillinger og flytter rundt i toppen

Mejerikoncernen Arla har fremlagt en stribe markante ændringer i organisationen, som blandt andet betyder farvel til op imod 500 medarbejdere. Derudover luges der ud i andelskoncernens topledelse.

Arla har fremlagt en stribe markante ændringer i organisationen, som samlet vil koste omkring 500 medarbejdere jobbet på tværs af koncernens markeder.

Det skriver Arla i en koncernmeddelelse.

Ændringerne sker som led i virksomhedens Good Growth 2020-strategi, og ifølge Arla skal det "styrke værdiskabelsen og effektiviteten i et stærkt konkurrencepræget mejerimarked."

”Arla er vokset markant i de seneste år, både organisk og især via fusioner. Nu er vi i en situation, hvor der produceres mere mælk på globalt plan, og i Europa oplever vi et enormt pres på priserne og en meget lille vækst i efterspørgslen, hvilket betyder, at konkurrencen er benhård. Forbrugerne stiller større krav, og kunderne forventer bedre service, så vi er nødt til at være mere fleksible og omkostningseffektive for at forblive konkurrencedygtige. Derfor optimerer vi nu vores arbejdsgange for at forblive i toppen af listen over kundernes foretrukne samarbejdspartnere,” udtaler Arlas adm. direktør, Peder Tuborgh.

Alle funktioner bliver påvirket af en række nye arbejdsgange i Arla, og det forventes at op imod 500 af Arlas i alt 7.000 månedslønnede stillinger skal skæres fra på baggrund af den nye struktur.

Timelønnede medarbejdere i produktionen og transporten vil ifølge Arla-meddelelsen ikke blive direkte berørt af disse nedskæringer.

”Vi skal være med helt fremme og være klar til at udnytte de muligheder, som det globale marked for mejeriprodukter tilbyder. Vi skal kunne forny os selv for at skabe mest mulig værdi for vores ejere under ekstremt barske forhold. I takt med, at vi bliver mere effektive og reorganiserer virksomheden, forventes det, at et markant antal af stillinger kan skæres fra. Vores fokus er lige nu på de kolleger, som bliver berørt af det her, og de vil hurtigst muligt få besked. De berørte medarbejdere vil få Arlas fulde støtte i processen,” udtaler Peder Tuborgh.

Fra ni til syv i koncernledelsen

I et nyt Executive Management Team (EMT), vil Arla samle specifikke funktionsområder og organisere arbejdet i to geografiske områder: Europa og International. Modsat hidtil vil det nye ledelsesteam ikke længere bestå af ni personer. Fremover varetages koncernledelsen af syv medlemmer, der har følgende ansvarsområder:

  • Peder Tuborgh, adm. direktør og ansvarlig for MMT (Milk, Members & Trading)
  • Povl Krogsgaard, vice-adm. direktør og ansvarlig for Global Supply Chain
  • Natalie Knight, koncernfinansdirektør (CFO)
  • Ola Arvidsson, HR & Corporate Affairs
  • Hanne Søndergaard, Marketing & Innovation
  • Peter Giørtz-Carlsen, Europa
  • Tim Ørting Jørgensen, International

Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at Peter Giørtz-Carlsen skal stå i spidsen for det europæiske arbejde, mens Tim Ørting Jørgensen, der hidtil har siddet i Arlas tyske forretning, skal lede den del, der hører under International. Det forventes, at den nye organisation vil være på plads senest 1. april.

Den ændrede organisation betyder også, at landedirektør for Arla Danmark Tomas Pietrangeli skifter til jobbet som landedirektør for Arla i Storbritannien.

Ny landedirektør for Arla Danmark bliver Jakob Bernhard Knudsen, der kommer fra rollen som marketingdirektør i Arla Danmark.

Indførelsen af global mælkepulje

Udover det nye ledelsesteam fremhæver Arla selv, at de største forandringer kommer til at ske i form af, at marketing og innovation bliver løftet op i koncernledelsen, og at man etablerer én global Supply Chain og én global mælkepulje.

Samlet skal det give mere enkel organisation, "hvor ressourcerne er prioriteret til de strategiske satsninger og er placeret tæt på Arlas kunder og forbrugere i de respektive markeder. Som følge af de afsluttede integrationer af fusionerede selskaber vil der være mindre dobbeltarbejde på tværs af landene," skriver Arla i pressemeddelelsen.

Derudover centraliseres finans- og HR-funktioner for at styrke eksekveringen af globale beslutninger.

”Vi står over for en krævende opgave med at håndtere og forædle yderligere 600 millioner kg mælk i 2016 og samtidig beskytte Arlas indtjening. Derfor forventer jeg, at vi har den nye organisation på plads så hurtigt som muligt – uden at tabe fart undervejs,” siger Peder Tuborgh.

Skruer yderligere op for væksten

Organisationsændringerne får Arla til at øge ambitionerne for fremtiden, og målsætningen for organiske vækstrate øges fra to pct. til mindst fire pct. i 2020.

”Det er en fundamental forandring for organisationen. I mange år har Arla udvidet forretningen primært gennem kooperative fusioner, hvor den nye mælk er kommet med et marked. Vores fortsatte succes er betinget af vores organisations evne til at skabe værdi og udvikle profitable positioner til den øgede mælkevolumen, som fremadrettet kommer fra vores egne andelshavere. Vi skal handle lokalt og tænke globalt, og den nye organisation afspejler netop det,” siger Peder Tuborgh.

Arla vil femdoble sin Asien-omsætning

Arla vil tredoble omsætningen i USA

2,5 mia kilo mælk mere på vej fra Arla

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis