ANNONCE
GetNicaPreviewImageHttpHandler (1).jpg
Foto: NIMA STOCK

Rugbrødsmaden er danskernes foretrukne

Rugbrød, pizza og suppe er de mest populære måltider, når danskerne handler ind til aftensmaden. Også kylling, frikadeller og pastaretter er at finde på top 12-listen over danskernes foretrukne aftensmåltider.

Snupper du ofte en skive rugbrød med pålæg til aftensmad, er du ikke alene om det. Den nemme løsning er nemlig danskernes foretrukne, viser en ny undersøgelse fra Madkulturen.

Rugbrødens førsteplads afspejler sandsynligvis de mange madordninger, der er på både arbejdspladser og i institutioner, hvor børn og voksne indtager dagens varme måltid.

At pizzaen lander som nummer anden mest populære aftensmåltid skyldes, at den er tilgængelig i mange forskellige situationer både på restauranter, som take away, færdigret og hjemmelavet version, mens suppens tredjeplads kan forklares ved, at undersøgelsen er gennemført om efteråret.

Resten af listen over de mest populære aftensmåltider domineres primært af kødretter med kort tilberedningstid.

Top 12 over danskernes foretrukne aftensmåltider:

1. Rugbrød med pålæg - 6,3 pct.

2. Pizza - 4,8 pct.

3. Suppe - 4,3 pct.

4. Kylling med kartofler og grønt - 4,1 pct.

5. Koteletter, schnitzler, mørbradbøf - 3,8 pct.

6. Bøf med tilbehør - 3,7 pct.

7. Gryderet - 3,6 pct.

8. Pastaret - 3,3 pct.

9. Frikadeller - 3,1 pct.

10. Kalve- og oksesteg - 3,1 pct.

11. Brød med pålæg, sandwich - 2,9 pct.

12. Burger og bøfsandwich - 2,9 pct.

Mange laver måltiderne selv

Madkulturens undersøgelse har også kigget på danskernes holdninger til mad og måltider. Den viser, at mere end tre ud af fire hjem laver måltiderne helt eller delvist selv, og at 32 pct. af alle måltiderne laves på halv- og helfabrikata.

Direktør i Madkulturen, Judith Kyst, mener, at det stiller store krav til producenterne og dagligvarehandlen i forhold til at udbyde færdigprodukter af høj kvalitet og stor variation.

De nyeste tal fra Madindeks viser, at danskerne faktisk kan og gerne vil lave mad selv og at et velsmagende og hjemmelavet måltid af friske råvarer er et stærkt ideal om det gode måltid"
Judith Kyst, direktør i Madkulturen
"De nyeste tal fra Madindeks viser, at danskerne faktisk kan og gerne vil lave mad selv og at et velsmagende og hjemmelavet måltid af friske råvarer er et stærkt ideal om det gode måltid. Vi kan også se, at der er pres på madlavningen, når mange blander hjemmelavet mad med halv- og helfabrikata”, siger hun til Madkulturen.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen mener, at undersøgelsen giver et godt indblik i den danske madkultur og grundlag for videreudvikling af samme.

”Danmark har nogle af verdens bedste kokke og råvarer i verdensklasse, så der bør være gode muligheder for at inspirere og motivere danskerne til i endnu højere grad at kaste sig ud i ny og spændende mad og til at blive endnu mere krævende forbrugere. Et krævende hjemmemarked vil bidrage til at sikre fortsat vækst i fødevareerhvervet. Madindeks vil på sigt give os mulighed for på et kvalificeret grundlag at vurdere udviklingen i den danske madkultur”, siger Eva Kjer Hansen til Madkulturen.

Madkulturens spørgeskema er sendt ud til 2.339 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18 til 74 år, der blandt andet er blevet spurgt ind til, hvad deres aftensmad bestod af dagen før. Har man ikke spist aftensmad dagen før, optræder man ikke i undersøgelsen. Svarene er indsamlet i perioden 24. september og 9. oktober 2015.

Der smøres stadig 13 mio madpakker om ugen

Kolding-virksomhed vil sælge smørrebrød i udlandet

Singlekød er supermarkedets nyeste våben

Unge går uden om den varme kartoffel

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis