ANNONCE
DSC_0051.JPG

Ny hotline skal give Coop mere økologi

Økologisk Landsforening etablerer med millionstøtte fra Coop en hotline rettet mod landmænd, som overvejer at skifte til økologi.

I et lidt utraditionelt samarbejde om en lidt utraditionel løsning går Økologisk Landsforening og Coop sammen om at etablere en hotline, der skal munde ud i flere økologer - og dermed sikre, at der gøre noget ved den akutte mangel på økologisk kød, fjerkræ, mælk, æg, brødkorn, frugt og grønt.

"Danskerne køber økologi som aldrig før, og vi konstaterer nu mangel på særligt økologisk kød, frugt og grønt. Vi har i Coop et mål om at gøre Danmark dobbelt så økologisk inden 2020. Vi håber derfor, at flere danske landmænd ser udviklingen i markedet og tager den økologiske udfordring op," siger Jens Visholm, direktør i Coop, i en pressemeddelelse.

Hos Økologisk Landsforening har man i 2015 udført øko-omlægningstjek for 381 konventionelle landmænd. Det er ifølge foreningen mere end dobbelt så mange som året før

"Jeg ser vækst i økologi, uanset hvor jeg kigger hen, og uanset hvor langt jeg kigger frem. Der er et stort behov for mange flere økologiske landmænd i de kommende år. Erfaringerne viser, at skiftet til økologi ofte går hånd i hånd med både nye, faglige udfordringer og en stærkere økonomi for landmanden," udtaler Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.

Telefonlinjen, som de to partnere etablerer, betyder, at økologisk interesserede landmænd kan ringe og få en uforpligtende snak med en økologikonsulent. Herefter kan man booke et egentligt omlægningstjek, hvor konsulenten besøger gården og går den igennem sammen med landmanden for at skabe overblik over mulighederne for økologi både rent landbrugsfagligt og afsætningsmæssigt.

Omlægningstjekket er gratis for de første 250, der melder sig. Coop har støttet omlægningsaktiviteterne med én mio. kr.

"Der er attraktive afregningspriser på økologi inden for mange produktområder, og vi har udsigt til en længere periode med decideret mangel på økologiske råvarer. Derfor er det oplagt for landmænd at undersøge mulighederne inden for økologien," siger Henrik Hindborg.

Coop bringer svineproducent tættere på forbrugerne

Salget af økologiske fødevarer vokser med rekordfart

Superbrugsen-chef ser nysgerrigt på ny konkurrent  

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis