ANNONCE
OBS! UK - Tulip-UK2.jpg
Foto: Morten Fauerby

Medie: Tulip skærer mere end 400 job fra britisk fabrik

Danish Crowns britiske datterselskab Tulip Ltd. vil ifølge et lokalt medie fjerne mere end 400 arbejdspladser – omkring halvdelen af den samlede arbejdsstyrke – fra en fabrik i det sydvestlige England.

Den britiske kødproducent Tulip Ltd. oplever svagere efterspørgsel på visse produkter fra kunder i det sydvestlige England, og man er derfor muligvis tvunget til at skille sig af med halvdelen af arbejdsstyrken ved en fabrik i byen Bodmin i Cornwall.

Det skriver det lokale medie Cornish Guardian.

Ifølge mediet fik de chokerede medarbejdere tirsdag beskeden om, at op til 430 arbejdspladser kan blive nedlagt på fabrikken.

Selskabet forklarer, at de mulige fyringer sker efter en gennemgang af leverandøraftaler med en række kunder, og det er tilsyneladende en lavere efterspørgsel på forarbejdede kødprodukter i området, der ligger til grund for beslutningen.

”Selvom dette forslag indebærer en udvidelse af vores produktion af forarbejdet bacon ved fabrikken i Bodmin, så foreslår vi også at flytte produktion af forarbejdet kød fra Bodmin til andre fabrikker i Storbritannien,” siger en talsperson for selskabet til Cornish Guardian og bekræfter, at 430 arbejdspladser ved fabrikken er i farezonen.

Tulip Ltd. er et datterselskab til Danish Crown, og ligger under divisionen DC Foods, som også danske Tulip Food Company hører under. Selskabet har i alt 17 lokaliteter på tværs af Storbritannien, og tre af disse er i Cornwall – i byerne Bugle, Redruth og altså Bodmin, hvor man på nuværende tidspunkt er den største arbejdsplads i byen.

Tulip Ltd skærer 78 jobs fra

Tulip lancerer bacon med 30 pct. mindre salt

Tulip døjer med dåse-smugleri i Asien

Tulips toplinje daler - resultatet vokser

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis