ANNONCE

i samarbejde med finans.dk

Tilbage til FINANS.dk

Irma er københavnernes favorit

Dagligvarekæden Irma er den suverænt foretrukne øst for Storebælt. Det viser en undersøgelse, som Yougov har lavet for FødevareWatch.

Administrerende direktør i Irma Jens Uggerhøj - DUPONT SISSE.jpg
Foto: Sisse Dupont

I Jylland har Irma aldrig fundet sin rette hylde, men øst for Storebælt er kæden en særdeles populær vare.

En ny undersøgelse, som analyseinstituttet Yougov har lavet for FødevareWatch, viser, at Irma har det absolut bedste image blandt alle landets supermarkeder, når man spørger folk på Sjælland.

Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Undersøgelsen bygger på svar ud fra seks forskellige parametre: Kvalitet, generelt indtryk, value for money, lysten til at anbefale varemærket, omdømme og kundetilfredshed. Blandt deltagere fra Sjælland får Irma en samlet score på 33,2 point, mens Netto er langt efter på andenpladsen med 26,2 point.

”Vi prøver hele tiden på at være gode til at give vores kunder en ordentlig indkøbsoplevelse. Det handler for os om at have gode varer i den rigtige kvalitet,” siger Irmas direktør, Jesper Uggerhøj, til FødevareWatch.

Afviser ikke Jylland og Fyn

Mens Irma er københavnernes darling, forholder det sig anderledes på den anden side af Storebælt. Her indtager Irma blot en ottendeplads i Yougov-undersøgelsen med en score på 7,4 point. Det er milevidt efter topscoreren Føtex, der har 35,8 point.

Butikskæden har tidligere forsøgt sig i både Aarhus og Odense, men det blev aldrig en succes, og i dag ligger alle Irmas næsten 100 butikker på Sjælland.

”De gange, vi har forsøgt os i vest, er det ikke lykkedes,” svarer Jesper Uggerhøj på spørgsmålet om, hvorfor Irma har butikker i Næstved og Slagelse, men ikke i Horsens, Kolding og Aalborg.

Han afviser dog ikke, at Irma igen kan finde på at tage kampen op med de handlende i Jylland og på Fyn.

”Mange ting spiller ind, men vi tror jo på, at der er et marked for Irma derovre. Men Irma har været på Sjælland i 128 år til sommer, og det har vi altså ikke i Jylland. Så vi ville starte forfra i Jylland,” siger direktøren.

Jesper Uggerhøj tilføjer, at Irma for øjeblikket ikke har nogen konkrete planer om ekspansion vest for Storebælt.

Købmænd: Flere hypermarkeder betyder lukninger  

Rema-topchef: Vi bliver Danmarks største  

Nu giver Irma mindre producenter unik chance  

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis