ANNONCE
POLFOTO_2253680.jpg
Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau

Aktier: Britiske pubkæder er ramt af Brexit

Det forestående farvel til EU hæmmer briternes lyst til at gå ud at spise. Det kan den store britiske pubkæde Greene King, der ejer 2500 drikke- og spisesteder i Storbritannien, mærke på aktiekursen.

Flere britiske pubkæder havde en hård fredag på børsen, da forbrugerne i Storbritannien i øjeblikket virker tilbageholdende frem mod det forestående farvel til EU.

Det generelle aktiemarked i Europa sluttede derimod i plus, efter at dagen var indledt med røde kurser.

En gradvis svækkelse af euro i løbet af dagen vendte billedet, og det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks rundede ugen af med en stigning på 0,1 pct.

Britiske Greene King, der ejer 2500 drikke- og spisesteder i Storbritannien, varslede fredag, at markedsudsigterne er hårde på kort sigt, hvor usikkerheden om det forestående brexit har fået forbrugerne til at holde igen.

Kæden er ifølge eget udsagn påvirket af svag forbrugertillid, højere udgifter og stigende konkurrence, skriver Bloomberg News.

Samtidig har Greene King oplyst, at salget er faldet med 1,2 pct. de seneste 18 uger, og nyhederne fik investorerne til at sælge aktien fra. Greene King dykkede fredag 15,7 pct., hvilket gav en klar sidsteplads i Stoxx 600.

Meldingerne ramte også konkurrenterne JD Wetherspoon og Marston's, der måtte gå på weekend med fald på 5,6 pct. og 8,4 pct.

Derimod var der mere positive takter omkring Finnair, der fredag kunne opjustere forventningerne til årets indtjening.

Det finske flyselskab venter nu et driftsoverskud på 135-155 mio. euro, hvor det tidligere havde spået en fordobling af sidste års overskud på 55 mio. euro. Aktien steg 4,6 pct.

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis