ANNONCE
saftevand.jpg
Foto: PR-billede/Orkla

Orkla lukker Fun-fabrik i Ringkøbing

31 ud af 34 medarbejdere på en saftfabrik i Ringkøbing skal kigge sig om efter et nyt job som konsekvens af, at Orkla flytter produktionen til Sverige.

I marts 2016 opkøbte det norske konglomerat Orkla den danske saftproducent O. Kavli, og halvandet år senere medfører det lukning af en saftproduktion i Ringkøbing.

Af en meddelelse fra Orkla fremgår det, at lukningen, som gradvist bliver effektueret frem mod udgangen af 2018, i alt kommer til at berøre 31 af de 34 ansatte, som i fremtiden må finde sig et andet arbejde.

Som erstatning for den danske produktion vil Orkla Foods i fremtiden flytte størstedelen af produktionen fra Ringkøbing til en Orkla-fabrik i svenske Kumla.

Ringkøbing-fabrikken har en årlig produktion på 15.000 tons, mens den i fremtiden eneste læskedriksfabrik i Orkla-regi i Kumla i dag har en årlig produktion på 26.000 tons.

Ifølge Orkla sker lukningen som en konsekvens af, at man ønsker at effektivisere drikkevareproduktionen og "skabe et 'center of excellence' for læskedrikke i Norden."

"Nu indleder vi forhandlinger med medarbejderne for at gennemgå planerne og i fællesskab finde ud af, hvordan vi kan hjælpe den enkelte bedst muligt i forbindelse med den påtænkte lukning," udtaler Bo S. Rasmussen, Supply Chain Direktør i Orkla Foods Danmark.

Har tidligere strammet op

Siden 2012 har Orkla af flere omgange strammet sit danske setup op.

Tilbage i 2012 flyttede den store norskejede koncern de første 60 arbejdspladser væk fra en produktion i Svinninge på Sjælland sammen med produktionen af agurker, rødbeder, asier, middagsretter og saucer i Beauvais Foods.

Og i 2015 måtte de resterede 51 medarbejdere så overveje deres fremtid i Orkla Foods Danmark, efter at de meddelte, at man ville overflytte al produktion fra fabrikken i Svinninge til fabrikken i Skælskør.

I Skælskør investerede Orkla ved den lejlighed et to-cifret millionbeløb på produktionsfaciliteter til den nye store produktion af marmelade og rødkål, som tidligere havde fundet sted i Svinninge.

Som det er tilfældet med O. Kavli-lukningen i Ringkøbing, var det i Orkla Foods Danmark planen, at flytningen fra Svinninge til Skælskør skulle "skabe væsentlige synergier."

Direktør stoppede

I sidste måned valgte direktør i Orkla Foods Danmark, Tino Bendix, at stoppe i jobbet som dansk topchef for brands som O. Kavli, K-Salat, Beauvais, Den Gamle Fabrik, Glyngøre, Pastella, Bähncke og Risifrutti. Derudover finder man også margarinefabrikken Dragsbæk og herunder Naturli' Foods i porteføljen af virksomheder.

Sidste år omsatte Orkla Foods Danmark i alt for rekordhøje 1,260 mia. kr., ikke mindst hjulpet godt på vej af O. Kavli-opkøbet. Men mens toplinjen steg, gik det på bundlinjen markant tilbage for selskabet.

Ebit-resultatet blev i 2016 halveret fra 17,7 mio. kr. til 8,7 mio. kr., mens den endelige bundlinje blev reduceret fra rekordhøje 11,5 mio. kr. til 2,8 mio. kr. i 2016.

"Helt overordnet set er vi kommet tilfredsstillende ud af 2016, og vil leverer inden for skiven rent strategisk. Det gør vi for tredje gang i træk, og det er vi glade for, når man ser på, hvad det ellers er lykkedes for os at gennemføre i året, der er gået," sagde Tino Bendix i den forbindelse om 2016-regnskabet, inden han om den endelige bundlinje-tilbagegang videre forklarede:

"Det endelige resultat er påvirket af de restruktureringsomkostninger, som vi har haft i forbindelse med flytningen af Den Gamle Fabrik og med opkøbet og integrationen af O. Kavli, men det er i dagligdagen ikke den endelige bundlinje, som vi fokuserer så meget på. Vi leverer et ebitda-resultat, som er helt på niveau med forventningerne."

Direktør forlader Orkla Foods Danmark

Direktør efter salg til Orkla: Det har været en utrolig spændende rejse

Orkla køber dansk fødevareselskab

Marmeladelukning og saftopkøb påvirkede Orklas danske bundlinje

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis