FødevareWatch

Millioninvestering skal føre Skjold Burne frem på det digitale vinmarked

En større millioninvestering skal sende vinforhandlerkæden Skjold Burne frem i førerfeltet for onlinehandel med vin. Manøvren skal øge salget i kæden, der i de senere år har set omsætningen dale.

Direktør og medejer af Taster Wine, Ole Paustian.

Danmarks største vinforhandlerkæde med omtrent 60 forhandlere, Skjold Burne, har i de senere år set omsætningen dale i parløb med bundlinjen. Nu vil koncernen bag, Taster Wine, føre kæden helt frem, når det gælder salg af vin online. En platform som kæden ellers konsekvent ikke har udviklet meget på.

Den kedelige udvikling i Skjold Burne er bl.a. foranlediget af en stigende konkurrence fra dagligvarekædernes øgede vinfokus og lange åbningstider, samtidig med at flere forbrugere handler vin online.

En udvikling, som ifølge medejer og direktør for Taster Wine, Ole Paustian, er kommet inden for de seneste 10 år.

"Udviklingen har tvunget os til at tage alvorlig stilling til, hvordan vi skulle føre kæden videre. Vi kommer nok til at have færre forhandlere, men til gengæld bliver butikkerne løftet. Vi arbejder desuden med måden, som Skjold Burne fremstilles på, men i øjeblikket arbejder vi i særdeleshed på og investerer stort i at udvikle et websalg inden for Skjold Burne. Det bliver en win win-situation for både forhandlerne og for kæden, hvis det kan lykkes kæden at få en del af webmarkedet. Det er blevet en meget stor del af vin, og vi må sige, at vi udgør en ultralille del af det på nuværende tidspunkt i Skjold Burne," fortæller han.

Og ambitionerne for websalget fejler intet.

"Vi har ingen forventning om, at vi bryder gennem lydmuren i det første år. Men det er helt klart, at vi har en stor ambition om, at vi inden for nogle få år måske sælger ligeså meget på web, som vi gør i butikkerne," siger Ole Paustian.

Ikke satset på markant tidligere

Skjold Burne er allerede repræsenteret online. Kædens hjemmeside er dog forældet med sine cirka otte år på bagen, ligesom priser og produkter har kørt fuldkommen ens på web og i butikkerne.

"Vi må sande, at der bliver solgt mere og mere vin på web, og så vil det da være underligt, at en virksomhed som vores, som er i alle segmenter, ser det tog køre forbi os."

Hvor vigtigt er det, I kommer med på toget?

"Det er hamrende vigtigt. Vi har at gøre med en omsætning på mellem 800 og 900 mio. kr. på onlinehandel med vin i Danmark. Det er et stort marked, og hvis vi skal have vores naturlige andel af det, er det et stort tocifret millionbeløb, vi skal sælge på web i Skjold Burne," lyder det.

Ole Paustian forventer, at Skjold Burne går i luften med den ny webshop i slutningen af året.

Taster Wine-koncernen landede sidste år den største omsætning nogensinde på 506 mio. kr. og en bundlinje på 20 mio. kr., men koncerndirektøren ønsker ikke at fortælle, hvor stor en online-investering der er tale om.

"Det er i hvert fald i millionklassen, uden at jeg vil sætte et præcist tal på. I vores sammenhæng er det en stor investering, men en nødvendig investering," fastslår han.

Isoleret set leverede Skjold Burne-kæden et årsresultat på 595.000 kr. i 2016, hvilket er en tilbagegang fra 1,5 mio. kr. i 2015. I 2007 lå bundlinjen på 6,5 mio. kr.

Ole Paustian mener dog ikke, at fraværet på nettet har været katastrofalt for koncernen.

"Jeg synes som sådan ikke, at vi har mistet noget. Vores virksomhed har været inde i en rigtig, rigtig god og kontrolleret udvikling. Det er bare inden for de seneste par år, det er taget til, og hvor vi nu siger, at skal vi finde en måde at komme med på onlinemarkdet. Vi har haft forskellige muligheder oppe at vende og har besluttet, at det må være naturligt for os at lade Skjold Burne satse på at blive en stærk webplatform," siger han og understreger igen, at der altså på ingen måder er tale om en nedlukning af Skjold Burne.

"Tværtimod tror jeg, at vi vil se nogle satsninger på selve markedsføringen og imaget omkring kæden. Måske i parløb med web-investeringen," siger Ole Paustian.

Lige nu går han og broren Fritz Paustian, der er direktør for Skjold Burne, samt forhandlerne og tygger på, om koncernen skal relancere hele brandet med et nyt logo og image, sådan som man gjorde med dets pendant i for horeca-sektoren, Oskar Davidsen.

Ole Paustian ser nemlig stadig et stort potentiale for fysiske vinforhandlere.

"Jeg er helt overbevist om, at der vil være plads til gode specialhandlere geografisk i de enkelte byer, hvor man gør sig gældende lokalt og blandt det lokale erhvervsliv, sportsklubber og lignende," forklarer han.

Taster Wine bruger krudt på egne mærker

Dansk vinselskab presser færre millioner ud af druerne

Dansk vinkæmpe ser tocifret vækst i udlandet

Forsiden lige nu

Sv. Michelsen genfinder rytmen i nyt regnskab

Den 84 år gamle chokoladevirksomhed mærker, at flere danskere er villige til at betale høje priser for luksusvarer. Et nyt bestyrelsesmedlem skal sætte endnu mere skub i udviklingen.

Forskere: Økolandbrug kan brødføde klodens befolkning

I et netop publiceret studie har en grupper forskere fundet frem til, at økologisk landbrug modsat tidligere antagelser kan brødføde verdens befolkning. Dog skal madspildet reduceres kraftigt, og produktionen af dyrefoder skal lægges om.

Strejke rammer flere slagterier

Slagterimedarbejderne på Ticans slagterier i Brørup og Thisted har tirsdag morgen nedlagt arbejdet. Hos Danish Crown i Horsens bliver der heller ikke slagtet i dag.

Seneste Drikkevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier