ANNONCE
22593201 - 19_08_2005 - Thomas Petri.jpg
Foto: Thomas Petri/ JP

Dødsulykke koster Carlsberg ølsalg i Storbritannien

En alvorlig gaslækage, som dræbte én og sårede 22, tvang Carlsberg til at lukke sit bryggeri i Northampton i England i tre uger. Det har ramt ølsalget.

Omkring kl. 12:31 den 9. november 2016 sprang et gasrør med ammoniak i på Carlsberg bryggeri i byen Northampton i England.

Ulykken kostede en mand livet og sårede 22, heriblandt 11 ansatte, to politibetjente og ni brandmænd, der blev kørt til et lokalt hospital som følge af arbejdsulykken.

"Vi er dybt, dybt bedrøvede over dagens tragiske hændelse og efterfølgende dødsfald," udtalte Julian Momen, adm. direktør for Carlsberg i Storbritannien i en pressemeddelelse udsendt af koncernen.

Den tragiske hændelse er også endt med at koste bryggeriet på bundlinjen.

Det kom frem, da Cees 't Hart af en investor blev bedt om at forklare, hvad årsagen var til, at Carlsberg havde haft problemer i det fjerde regnskabskvartal i Vesteuropa i 2016.

Hvad gik galt i det fjerde kvartal?

"Det skyldes, at vi tabte markedandel i Polen, og vi led fra leveringsproblemer i Storbritannien på grund af et uheld i landet, hvor vi havde en amonniak-gaslækage. Det betød, at bryggeriet blev lukket i næsten tre uger, og derfor kunne vi ikke levere øl fra det," forklarede Cees 't Hart.

For hele året faldt Carlsbergs nettoomsætning med 3 pct. for Vesteuropa. Det var særligt i fjerde kvartal af året, at salget tog et dyk, her faldt det med 6 pct. Årsregnskabet viser, at salget af øl målt i volumen faldt med 5 pct. i det kvartal mod 4 pct. for hele året, mens salget af andre drikkevarer kun faldt med 1 pct. i samme kvartal og for hele året steg med 2 pct.

Direktøren meddelte dog ikke, hvad det præcise tab var forbundet med ulykken.

Ulykken

Fordi der var tale om en alvorlig ulykke måtte Carlsberg stoppe produktionen på bryggeriet, så politiet kunne undersøge, hvad der var sket.

"Intet er vigtigere for os end sikkerhed for alle, som arbejder for os. Vi arbejder tæt sammen med myndighederne om at undersøge, hvad der er årsagen til ulykken, og vi vil først kunne udtale os nærmere om sagen, når undersøgelsen er færdiggjort," udtalte Julian Momen.

Æggebakkekongen har stor stigning i arbejdsulykker

En mand er død efter gaslækage på britisk Carlsberg-bryggeri

Fødevareerhverv topper listen over arbejdsulykker

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis