ANNONCE
Mikkel Borg Bjergsø - ejer af bryghuset Mikkeller.jpg
Foto: Jeppe Carlsen

Mikkeller ruller stort ud i hele verden

Det danske specialbryghus åbner syv nye barer til foråret. De kommer til at ligge i alt fra Thorshavn til Los Angeles, Berlin, Tokyo og Warszawa.

[Denne artikel er blevet rettet kl. 10:51 den 3. februar 2017 således, at det tydeligt fremgår, at Mikkel Borg Bjergsø mener, at det er baren i Thorshavn, som har potentialet til at blive en af de mest unikke ølbarer i verden. Andre medier kan i have fejlciteret den tidligere version af artiklen, således at det har fremstået, som om det var baren i Los Angeles og ikke Thorshavn, han henviste til]

"Mikkeller står foran det mest begivenhedsrige forår i bryggeriets historie."

Sådan beskriver specialbryghuset sin beslutning om at åbne syv nye barer over hele verden.

"Mange af projekterne har været meget længe undervejs, og tilfældet vil være, at de er endt med at blive fuldt til dørs samtidig," fortæller ejer og grundlægger af bryghuset Mikkel Borg Bjergsø i en pressemeddelelse.

I løbet af de sidste par år har det verdenskendte bryggeri åbnet barer flere steder rundt om i verden. Det er dog aldrig sket i et tempo, som nu.

Et af stederne, hvor der skal åbnes en bar, er i Thorshavn på Færøerne. Det var egentlig ikke et sted, som Mikkel Borg Bjergsø umiddelbart havde forestillet sig, at der skulle lanceres en bar, men da muligheden for at åbne stedet i et lille 500 år gammelt træhus bød sig, kunne han ikke andet end takke ja.

"Den bedste strategi ud fra et økonomisk synspunkt ville jo nok helt klart være at åbne 20 nye barer i USA inden for det næste år, men det her projekt sætter vi i vandet, fordi vi har fundet en fantastisk location, og fordi vi kan se, at det har potentialet til at blive en af de mest unikke ølbarer i verden," fortæller Mikkel Borg Bjergsø.

USA er det land uden for Danmark, hvor Mikkeller har satset mest og blandt andet ejer et bryggeri i San Diego. Alle de nuværende tre barer i det store land ligger i solstaten Californien. Blandt de syv nye barer skal en af dem da også ligge i Californien, mere præcist Hollywoods hjemby Los Angeles.

I The City of Angels, som Los Angeles også kaldes, bliver det i et nedlagt autoværksted på hele 700 kvadratmeter. Her skal være 62 forskellige øl på fad samt en kaffebar.

Her ligger de

Udover barerne i Los Angeles åbner Mikkeller nye steder i Stockholm i Sverige, i Thorshavn på Færøerne, Tokyo i Japan, Berlin i Tyskland, Warszawa i Polen og Chiang Mai i Thailand.

Det er ikke kun barer, som der skal åbnes til foråret. Bryggeriet er også parat med en ny morgenmads- og frokostrestaurant i Viktoriagade i København, hvor også den første Mikkeller-bar ligger placeret.

De syv barer
  1. Los Angeles, USA
  2. Stockholm, Sverige
  3. Tokyo, Japan
  4. Berlin,Tyskland
  5. Warszawa, Polen
  6. Chiang Mai, Thailand
  7. Thorshavn, Færøerne

Herudover åbner Mikkeller også en ny restaurant i København.

Kilde: Mikkeller

Mikkellers barer er kendt for ikke at ligne hinanden til fuldstændig. De har som oftest ølbrandets velkendte tegninger i sort af figurer af mænd. Om indretningen af de nye barer fortæller grundlæggeren:

"Vi er ikke interesserede i at lave syv ens barer, så kunne vi lige så godt gøre det nemt for os selv og gå franchise. Ved hver åbning og med hvert enkelt projekt bestræber vi os på at gøre netop det ene sted så unikt som muligt."

Det danske bryggeri har tidligere haft en bar i Tokyo, men uoverenstemmelser med samarbejdspartneren betød, at Mikkel Borg Bjergsø valgte at lukke den. Drømmende om Japan sluttede tilsyneladende ikke der.

Åbningsdatoerne er indtil videre på plads for Los Angeles (10. februar), Stockholm (4. marts), og Berlin (18. marts).

Mikkeller udvider sit amerikanske eventyr i solstaten

Mikkeller har solgt andel til amerikansk kapitalfond

Specialøllets feltherre har haft et bragende ølår

Mikkeller laver stor festival for dansk øl i USA

Mikkeller køber amerikansk bryggeri

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis