ANNONCE
carlsberg.jpg
Foto: CarlsbergUK/Twitter

Carlsberg skyder 130 millioner efter unge briter

Bryggerigiganten relancerer mærket Carlsberg Export, der skal sætte fut i salget på det britiske marked. Til det formål har Carlsberg smidt 130 mio. kr. i en marketingskampagne.

Storbritannien har i en årrække været lidt af et smertensbarn for Carlsberg, men det skal der laves om på.

Derfor skyder bryggeriet 15 mio. pund (130,8 mio. kr.) i en marketingkampagne i Storbritannien, der er rettet mod de såkaldte "millenials" - personer mellem 18-34 år.

Det skriver Børsen.

Generobringen af markedet skal ske gennem mærket Carlsberg Export.

"Den fundamentale grund til, at ølkategorien taber terræn, er, at de største segmenter - standard og premium lager - er blevet mindre relevante for millenial-forrbugerne. I vores optik kræver de dramatiske ændringer på det britiske ølmarked dristige handlinger og en dristigere tilgang, og det ligger i hjertet af genoplivningen af Carlsberg," siger Liam Newton, vicepræsident for marketing i Carlsberg UK, ifølge Børsen i en pressemeddelelse.

Prøv FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Ifølge analysevirksomheden Nielsen er Carlsbergs samlede salg på det britiske marked faldet med hele 21,3 pct. de sidste 12 måneder. Til sammenligning har de to primære konkurrenter, AB Inbev og Heineken, oplevet en fremgang på hhv. 1,4 pct. og 5 pct.

Nedturen skyldes primært, at Carlsberg i juni 2015 blev droppet af den engelske supermarkedskæmpe Tesco.

Analytiker: For mange rabatter

I slutningen af oktober skrev FødevareWatch, at det har kostet dyrt i nedskrivninger at få ryddet op i den britiske del af Carlsbergs forretning. Særligt 2014 gjorde ondt på ølkoncernen, men det lader til, at oprydningen er ved at være på plads.

Det skete i kølvandet på regnskabet for moderselskabet i den britiske forretning, Carlsberg UK Holding Limited, det viste, at resultatet før skat var gået fra et minus på 1,4 mia. kr. til et minus på 280 mio. kr. i 2015. Det er en forskel på 1,1 mia. kr.

I 2014 var det en nedskrivning ca. 1,5 mia. kr., som bankede holdingselskabet i et gedigent milliardminus. I 2015 var der foretaget en væsentlig mindre nedskrivning på 372 mio. kr., ca. 1,2 mia. kr. mindre end året før, er, og det forbedrede resultatet markant, så det endte i minus 280 mio. kr.

Senioranalytiker ved Sydbank Morten Imsgard var ikke overrasket over, at der fortsat er udfordringer i Strobritannien. Analytikeren forklarede, at det er et af de markeder, hvor de grønne danskere i længere tid ikke har været, hvor de skulle være på indtjeningen. En af årsagerne er blandt andet, at der har været for stor fokus på vækst i volumen, men ikke værdien af brandene.

"Der er givet for mange rabatter på deres brands, og deres værdi er blevet udvandet. Det er ikke noget, jeg forventer, de får løst i år - det tager tid at omlægge strategien," siger Morten Imsgard.

Carlsberg har udskiftet en tredjedel af topledelsen

Carlsberg har ryddet op for over én milliard i UK - men forbliver i trecifret millionminus

Carlsberg prøver med glutenfri øl i UK

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis