ANNONCE
_1SN9833.jpg
Når Baresso skal åbne nye 30 kaffebarer i mindre danske provinsbyer, vil direktøren bruge erfaringer fra Espresso House og deres 187 svenske kaffebarer.

Baresso bruger ny svensk søster i dansk ekspansion

Der skal tænkes ud af boksen, når man som Baresso vil åbne 30 nye danske kaffebarer over de næste tre år. Blandt andet vil direktøren søge erfaringer i den nye søsterkæde Espresso House, når han vil have fat i provinsbyboerne.

Sidste sommer blev den største danske kaffekæde og de 35 Baresso-ejede kaffebarer solgt til det tyske investeringsselskab Jab Holding. Kort forinden havde de samme tyskere købt den svenske kaffebarskæde Espresso House, og de nye dansk-svenske kaffesøstre kan nu så småt få gavn af hinanden.

Baresso-direktør Nickolas Krabbe Bjerg siger til Berlingske, at det især er i arbejdet med at åbne de 30 kommende kaffebarer i Danmark, kan være nyttigt at kigge mod øst, hvor Espresso House har 187 kaffebarer i Sverige, 23 i Norge og tre i Finland.

"Vi kan med fordel trække på de erfaringer, som de har gjort. De er i fuld gang med at identificere de muligheder, der er i byer med 10.000-15.000 indbyggere, og selv om det svenske marked er anderledes end det danske, er vi inspireret af den succes, de har haft," siger han til avisen.

Kaffekæden, der kommer med regnskab onsdag, er på bundlinjen mærket af salget til Jab Holding. Bruttofortjenesten er løftet til 140 mio. kr. fra 126 mio. kr. i 2014, men driften lander i minus tre mio. kr., og resultatet før skat er dalet fra seks mio. kr. i 2014 til minus 4,6 mio. kr. i 2015.

Nickolas Krabbe Bjerg har været direktør siden årsskiftet.

Baresso har iført sig nye klæder

Kaffen skal nu skumme af coolness

Rokaderne fortsætter i kaffeindustrien

Ny direktør vil åbne 30 Baresso-kaffebarer på tre år

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis