ANNONCE
POLFOTO_2253680.jpg
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto/Arkiv

Humlepriser kan erstatte lys amerikaner med mørk belgier

Mikrobryggernes amerikanske darling risikerer at ryge af hylderne til fordel for en mørk belgier. Stor stigning i humleprisen gør det nemlig knalddyrt at lave de eftertragtede aromatiske IPA-øl.

Priserne på humle er steget markant i 2015, særligt den økologiske humle er hårdt ramt med prisstigninger på over 100 pct.

Det gør det dyrt at producere øl med meget humle, såsom IPA’en også kendt som indian pale ale – en øltype der har været en darling på specialølmarkedet de seneste mange år.

Der er en stærk bevægelse hen mod portere og stouts, særligt de fadlagrede.
Carsten Berthelsen, øl-connaisseur
”En traditionelt lys øl som en pilsner indeholder næsten ingen humle, hvorimod en IPA indeholder 10 gange så meget humle, og det er det mest populære at producere blandt mikrobryggerne. Rigtig mange af dem bruger amerikansk humle, men craft brewer markedet (specialølmarkedet, red.) i USA vokser, og selvom de kun udgør 10-20 procent af markedet, bruger de fem gange så meget humle som industribryggerne,” fortæller direktøren for Herslev Bryghus, Tore Jørgensen.

Det er de såkaldte amerikanske aroma-humler, der er yderst populære blandt mikrobryggerierne, også de danske.

Mikrobryggeren Anders Kissmeyer fortæller humlerne Amarillo, Citra, Simco og Mosaic er i høj kurs og uhyre vanskelige at få fat på:

”Når folk pludselig går i panik, fordi de ikke kan få mere af de her humletyper, så begynder de at efterspørge det mere traditionelle såsom Cascade, men det begynder også at blive svære ved at få fat på.”

Mørke belgiere kommer på banen

Er man økologisk brygger, er det generelt en god ide at holde igen med de bitre IPA’er, mener brygmesteren på Ørbæk Bryggeri Allan Poulsen. Han har selv valgt kun at have en IPA i sortimentet hos det lille økologisk fynske bryggeri, fordi det er vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt med økologisk amerikansk humle.

EN BITTER ØL

• En øls bitterhed måles i IBU (International Bitterness Units) også kaldet EBU (European Bitterness Units).

• Skalaen for IBU i en øl går fra 0 til 100, højere end 100 kan smagsløgene ikke skelne.

• En normal dansk pilsner ligger på ca.15 IBU, hvor en IPA typisk er på 65-70 IBU.

Brygmesteren mener, at manglen på humle helt naturligt vil lede til at andre stilarter inden for øl kommer på banen hos specialbryggerne:

”Du kan få rigtig mange forskellige økologiske specialmalte. Og så kan man fokusere på øl, som der ikke er så meget humle i. Det er for eksempel de belgiske stilarter, hvor det er gær og malt sammensætningen, man fokuserer på.”

Øl-connaisseur Carsten Berthelsen har allerede observeret en sådan udvikling på det danske ølmarked:

”Der er en stærk bevægelse hen mod portere og stouts, særligt de fadlagrede. De er blevet meget populært, og så er de belgiske øltyper, altså de brune stærke massive ales, på vej tilbage på markedet. De sidste par år har det været IPA’erne i american style, som har sejret.”

Humlekrigen raser: Tårnhøje priser kan betyde færre specialøl

USA og bryggerne er et problem

Der er en række årsager til problemerne bag humlemanglen. Den ene er en stor stigning i antallet af bryggerier i Europa, som er fordoblet fra 2009 til 2014, fortæller Bryggeriforeningens kommunikationschef, Per Sten Nielsen.

Inden for den økologiske humle skyldes det i særlig grad, at flere specialbryggerier er interesseret i at fremstille en serie af økologiske øl kombineret med, at de store bryggerier, herunder Carlsberg og Royal Unibrew, også er begyndt at producere sine egne økologiske øl, lyder det fra både Herslev Bryghus og Ørbæk Bryggeri.

Små bryggerier: Carlsberg smadrer humlemarkedet

Ingen af bryggerne regner med, at priserne forbedres i hverken 2016 eller 2017, men forventer dog begge, at der med tiden vil ske en stabilisering af humlemarkedet.

”Bonden skal først plante marken, og det tager tid. Man kan ikke lave det om fra dag til dag - vi arbejder med hele år af gangen. Efterspørgslen skal være der, før der kommer et passende udbud af råvarer. En kornmark er større og bruges til andre produkter, så det er ikke et problem med økologisk malt,” siger Tore Jørgensen.

Carlsberg-direktør: Så meget vil økomarkedet vokse

Øko-salget buldrer i Carlsberg

Unibrew: Økologi kan vokse ud af nicherolle

Coop tror på firedoblet salg af økoøl

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis