ANNONCE
POLFOTO_7546458.jpg
Foto: Jan Grarup/POLFOTO/ARKIV

Carlsberg-chef om specialøl: Danskerne vil have flere og flere

Øl er ikke elitært, og det deler ikke vandene som vin. Samtidig er de danske forbrugere blevet mere opmærksomme på kvalitet og råvarer. Det er med til at booste specialøllets popularitet i Danmark.

Danskerne vil have specialøl, og behovet bliver større år for år. Det konstaterer Carlsbergs marketingchef for øl, Simon Fibiger, i et interview med Ritzau Finans.

Julen har aldrig været større på specialøl, og det er faktisk den største periode for specialøl hen over et år
Simon Fibiger, Carlsbergs marketingchef for øl
"At danskerne vi have specialøl hænger sammen med en underliggende såkaldt megatrend," vurderer han om ølkategorien, der vokser markant og ventes at fastholde en vækst i de kommende år."

Med megatrend mener han den tendens, der er til, at kunderne søger tilbage til det, der engang var:

"Generelt fokuseres der blandt andet på råvarer og kvalitet, og det er det, der også sætter sig i ølkategorien," vurderer han og mener, at "øl får os ned i øjenhøjde - det er ikke elitært - og deler ikke vandene som for eksempel vin."

Desuden er øl det rene produkt uden tilsætningsstoffer.

Det er ikke en tendens, der kun er forholdt bestemte dele af Danmark, fremhæver marketingchefen. Væksten i efterspørgslen og salget af specialøl kan konstateres over alt i Danmark.

Grimbergen

Carlsbergs eget udenlandske superpremium specialølmærke - munkeøllen Grimbergen - er den bedst sælgende udenlandske specialøl foran Leffe, som Carlsberg distribuerer i Danmark.

"Grimbergen har gjort det helt fantastisk og kører rigtig godt ude i Europa, men er specielt stærk i Danmark," fremhæver Simon Fibiger.

Med til at løfte salget har været, at Carlsberg i februar 2015 lancerede Grimbergen i en 75 centiliters flaske.

Jacobsen

Også blandt danske specialøl ligger et af Carlsbergs produkter i top. Det er Jacobsen-varianterne, der indtager førstepladsen foran Willemoes fra Bryggeriet Vestfyen.

"Jacobsen Brown Ale og Sass Blonde er de varianter, der sælger bedst," oplyser marketingchefen.

Det hænger også sammen med, at de to varianter var de første, der blev introduceret. Jacobsen er i høj grad også en tilbagevenden til rødderne.

"Vi bruger Jacobsen opskrifter, som brygger Jacobsen har skrevet op i tidernes morgen," siger han.

I det hele taget er succesen med Jacobsen så stor, at bryggerikapaciteten er udvidet på Jacobsen-bryggeriet i Valby.

Jule-Jacobsen

Jacobsens juleøl, Golden Naked Christmas Ale, er en af de klare specialølsuccesser.

"Julen har aldrig været større på specialøl, og det er faktisk den største periode for specialøl hen over et år," oplyser Simon Fibiger.

Af juleøllen er der lavet markant mere i år end sidste år.

"I år laver vi 112 bryg af juleøllen i forhold til 60 bryg sidste år, og der er igen udsolgt af produktet," oplyser marketingchefen.

Et bryg svarer til cirka 6500 liter, og Jacobsen-bryggeriet er udvidet med brygkapacitet.

Brewmasters collection et trin på vejen

Der kan nogle gange være langt smagsmæssigt fra pilsnerøl og helt op i den typisk mørke superpremium-kategori. Men vejen derop vil Carlsberg gerne lette. Og til det formål har man skabt en mellemstation på vejen fra pilsner til specialøl - nemlig specialøl på dåse, der bliver kaldt Brewmasters Collection.

"Vi har lavet en test, der viser, at Brewmasters Collection er lykkedes med at skabe bro op til specialøl fra pilsner," siger han.

Testen viste, at hvis man ikke vælger Brewmasters Collection, så tager 70 pct. i stedet en pilsner.

"Derfor har vi fat i dem, vi vil," siger han.

Brewmasters Collection er til forbrugere, der ikke er helt klar til mørke specialøl.

Simon Fibiger fremhæver specielt, at India Pale Ale-varianten i Brewmasters Collection, der udgør knap 50 pct. af det årlige salg af Brewmaster Collection på 8 mio. kr., går rigtig godt og ligger flot. Samtidig løfter han sløret for, at den næste variant i rækken er en type amerikansk ale.

Det med hele tiden at udvide kategorien fylder meget i specialølkategorien, og det er Brewmasters Collection et godt eksempel på, men der kommer også varianter i de andre mærker, afslutter Carlsbergs marketingchef for øl.

Udviklingen i salget

Nedenstående tabeller viser udvikling i specialøls værdi i dagligvarehandlen i Danmark i oktober 2015.

Kilde ifølge Ritzau Finans: Carlsberg/AC Nielsen

Carlsberg: Kan hverken be- eller afkræfte Habeco-køb

Myanmar-bryggeri gør klar til kamp mod Carlsberg

Carlsberg booster Brooklyn Brewery

Da en grøn Tuborg reddede en kold Carlsberg

Carlsberg rider på ryggen af Tuborg i vækstmarkeder

Elefant-øllen har stor succes som luksus-drik i Indien

Carlsbergs store Indien-ambition: ”Vi skal være nummer to”

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis