ANNONCE
øl5.jpg
Foto: Majken Søndergaard Nielsen

Statsministersøn stopper som bryggeridirektør

Direktøren i det lille ø-bryggeri Rise Bryggeri forlader sin post.

Peter Hansted har siden maj 2012 drevet Rise Bryggeri på Ærø.

I fredags var imidlertid hans sidste arbejdsdag, skriver fyens.dk.

”Jeg har sidste arbejdsdag i dag (den 27. februar, red.), og det hele er foregået i god ro og orden. Men jeg har indgået en aftale med bestyrelsen om ikke af udtale mig i sagen, så du må ringe til formanden,” siger Peter Hansted til avisen.

Bestyrelsesformand John Lemkow bekræfter i en mail til fyens.dk, at Janni Bidstrup og Nina Folmer vil blive en del af den nye ledelse i bryggeriet.

Peter Hansted er uddannet landmand. Han har arbejdet 12 år i efterskole-verdenen, blandt andet som forstander. Han har også arbejdet på en produktionshøjskole, og på begge skoler lavede han mad.

Senere åbnede han et værtshus i Svendborg med fokus på specialøl, og efter et stop som kok på Langeland kom han til Ærø, hvor han for tre år siden overtog direktørstolen i Rise Bryggeri.

Peter Hansted er søn af tidligere statsminister Jens Otto Krag, og helt upolitisk er han da heller ikke. Han er medlem af kommunalbestyrelsen på Ærø og viceborgmester.

Rise Bryggeri kom ud af 2013 med et underskud på 125.000 kr. I 2012 var bundlinjen sort med et overskud på 82.000 kr. mens den de foregående fem år viste varierende underskud.

Statsministersøn løfter salget i ø-bryggeri

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis