FødevareWatch

E-sport, specialøl og Youtube er blandt fremtidens sponsoratområder

Royal Unibrew arbejder konstant på at kapre nye forbrugere via sine sponsoraktiviteter. Det betyder, at koncernen skal have fingeren på pulsen og ikke blot se mod fodboldstadions og koncerter.

Blast Pro Series 2017: E-sport gaming event i Royal Arena. SK Gaming vandt finalen i en dramatisk afslutning i overtid. /ritzau/Rasmus Flindt Pedersen.

Royal Unibrew har siden 2010 i grove træk haft sponsoratfokus på musikfestivaler, koncerter, fodbold- og håndboldklubber. Det er dog ikke længere nok at have Ceres blafrende på en fodboldspillers trøje eller Royal-øl i hanerne på stadionerne.

"Vi tager løbende vores strategi op til vurdering og ser på, om der er ting, vi skal skifte ud. Verden er foranderlig og eksempelvis kommer e-sport til, hvor vi lige har haft en stor begivenhed i Royal Arena, ligesom vi sponsorer et stort event i Odense i december. E-sport vokser voldsomt i øjeblikket. Vi skal også have fokus på youtuberne, der pludselig er blevet en vigtig del af hverdagen," siger Freddy Larsen, der er sponsorchef i koncernen, og uddyber:

"Vi ser hele tiden på, om vi skal flytte os fra det ene til det andet. Det er ikke sådan, at vi har besluttet, at det skal være fodbold i de næste 20 år."

At være en del af fodboldmiljøet er dog en del af koncernens DNA. Derfor forudser Freddy Larsen ikke, at Royal Unibrew trækker sig ud af de sponsoraktiviteter.

Mere aktivitet på specialøl

Som Royal Unibrews topchef Hans Savonije fortalte i begyndelsen af oktober, stiger koncernens produktion af specialøl.

Det ses eksempelvis med dets produktion af Kissmeyer, Schøitz og Lottrup.

Det skal også komme mere til udtryk i koncernens sponsoraktiviteter, der i dag er fokuseret kraftigt på mærkerne Royal Beer, Albani, Thor og Ceres, lyder det fra Freddy Larsen.

"På Heartland (musikfestival i København red.) kommer vi til at sætte vores nye mikrobryggeri Schiøtz i spil. Jeg tror også, at vi kan tilføre noget merværdi på nogle af de stadions, vi er på, ved at lave nogle specialølbarer. Folk vil gerne have en anderledes øloplevelse i dag i stedet for fem hurtige, kolde øl i et bærerhåndtag. Det skal vi være med til at iscenesætte," lyder det.

Royal Unibrew ejer bla. selskaber i Finland, Baltikum og Italien. Freddy Larsen understreger dog, at de udenlandske sponsoraktiviteter klares af den lokale ledelse i det aktuelle land.

Royal Unibrew intensiverer det kommercielle sponsorfokus

Kokosvand-iværksættere satser på e-sportsstjerner

State vil erobre hele verden med sin energidrik

Forsiden lige nu

Seneste Drikkevarer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier