ANNONCE
carlsberg2.jpg

Supermarkeder kæmper om lukrative hyldemeter i Carlsberg Byen

Carlsbergbyen bliver ikke en spøgelsesby ligesom Ørestaden. Der er nemlig allerede kamp om de endnu ikke færdigbyggede butikspladser, og de store dagligvarekæder kæmper om de 5.500 detailkvadratmeter.

Modsat Ørestaden har Carlsberg Byen ikke svært ved at tiltrække handelsdrivende. Der har været kamp om de tre pladser, som er afsat til supermarkeder. Alle de store dagligvarekoncerner har været på banen for at få fingrene i de lukrative hyldemeter, fortæller salgschef Tom Nedergaard i selskabet Carlsberg Byen P/S, der står for opførslen af området.

Vi har fået et rigtig tilfredsstillende tilbud
Tom Nedergaard, salgschef hos Carlsberg Byen P/S
”Alle kæder har stort set været interesseret i at komme her ud. Særligt kæder, som har fokus på at få deres portefølje af butikker op, har været meget interesseret. Men der har generelt været stor interesse,” siger Tom Nedergaard til FødevareWatch.

Der er fra kommunens side givet tilladelse til, at der kan opføres tre supermarkeder i området. To af dem bliver på 1.000 kvm. og et på 3.500 kvm. Budrunden på de to af pladserne er overstået, og det var Dansk Supermarked, som vandt kampen. Der kommer derfor til at ligge en Netto på en af de små pladser og en Føtex på den store.

”Vi udbød det på den måde, at tog man den lille, skulle man også tage den store. Der kunne ligge en udfordring i at have udlejet til en enkelt butikskæde på den lille, for så kunne vi have fået svært ved at få den store udlejet, fordi der er hård konkurrence i markedet. Derfor blev det en kæde, som hang sammen, der vandt den,” fortæller salgschefen.

Med den store interesse der har været i detailkvadratmeterne, frygter Tom Nedergaard på ingen måde for, at det bliver vanskeligt at afsætte den sidste plads, som skal i udbud i løbet af foråret 2016:

”Vi har lavet et udbud på den sidste plads, og der kom rigtig tilfredsstillende bud ind. Nu venter vi lige på, at kommunen siger god for nogle ændringer ved projektet, og så kan den sidste butik også komme på plads. Om et par uger går vi igen i dialog med de interesserede supermarkeder.”

Udover de tre store supermarkedspladser har Carlsberg Byen P/S også 16 mindre butikslokaler omkring stationsområdet, som de er ved at udleje. Også her har der været ”en rigtig flot efterspørgsel”.

En rigtig god pris

Salgschefen ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad man har fået i leje for detailkvadratmeterne eller huslejen, men han fortæller, at det har været en god budrunde:

”Vi har fået et rigtig tilfredsstillende tilbud, og vi er glade og godt tilfredse med den aftale, vi har fået med Dansk Supermarked. Vi kan ikke udtale os om den konkrete længde på kontrakternes udover, at vi kan sige, at de er lange. Folk der gør sig i det her marked ved godt, hvad lange lejekontrakter er.”

Det er ikke kun Carlsberg Byens centrale beliggenhed, som tiltrækker erhvervslivet. En del af forklaringen på den store interesse hos supermarkederne er det kommende klientels disponible indkomst. Mange af de nye lejligheder, som bliver opført i området, kommer til at være ejerboliger, og med placeringen på Vesterbro ligger de ikke i den billige ende af prisskalaen. Altså kommer der til at være tale om potentielt købekraftige indbyggere.

Om den nye bydel

J. C. Jacobsens byggede bryggeriet Carlsberg 1847 på den kendte grund ved Valby Bakke. Siden udvidede han bryggeriet med blandt andet et kedelhus, en maskincentral og et halmlager. Efter 160 år som lukket industrigrund åbnede Carlsberg området i 2007 for offentligheden.

I 2008 lukkede bryggeriet, og i 2009 fik man lavet en lokalplan for området i samarbejde med Københavns Kommune, hvor man fastlagde, hvordan området skulle se ud i forhold til, hvor mange erhvervslejemål der skulle være og private boliger og uddannelsesinstitutioner.

I 2012 stiftes det selvstændige selskab Carlsberg Byen P/S, der ejes af: Carlsberg (25 pct.), Realdania (25 pct.), PFA (20 pct.), Topdanmark (15 pct.) og PenSam (15 pct.).

I august 2013 tog man det første spadestik til det nye Carlsberg Byen med opførelsen af det såkaldte ’Campus Carlsberg’, der bliver en lille studieby, hvor Professionshøjskolen UCC skal ligge.

”Det nye kvarter i byen kommer til at ligne de gamle kvarterer i København, for vi bygger en tætby. Målet er at lave en levende by. Det bliver et godt miks af erhvervslejemål og privatboliger,” fortæller Tom Nedergaard.

Carlsberg Byen P/S skal over de næste 8-10 år at udvikle det historiske bryggeriområde.

Discountkæder ruster sig til krig mod Bilka

Discountkæde vil dække hele Danmark

Dansk regering sætter fart på Lidl - 50-60 butikker på vej

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis