ANNONCE
1108688.jpg
Foto: Magnus Møller

Coop-strejken afblæst

Søndag aften gik medarbejderne på lageret i Odense, og mandag morgen genoptog medarbejderne på tørvarelageret i Albertslund igen arbejdet - dermed er strejken i Coop overstået.

[Opdateret med udtalelse fra Peter Høgsted kl. 9.10]

Strejkerne på i alt tre lagre i Coop, som blev iværksat torsdag, er mandag morgen alle sammen blevet afblæst.

Det oplyser Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen til FødevareWatch.

Fredag morgen genoptog medarbejderne på lageret i Hasselager arbejdet, mens arbejdet på de to normalt weekendlukkede lagre i Odense og Albertslund igen var tilbage på normal styrke henholdsvis søndag aften og tidligt mandag morgen.

Ifølge Jens Juul Nielsen anser man dermed konflikten, som værende afsluttet.

Siden strejkens start har der været risiko for forsinkelser med vareleveringen og dermed manglende varer i Coops butikker, men driften skulle nu være så normaliseret, at der mandag ikke vil være noget at mærke ude i butikkerne.

Coop har i weekenden forhandlet med 3F for at finde frem til en løsning på konflikten, der opstod, efter at to tillidsvalgte havde fået påtaler af ledelsen. Ifølge Coop må genoptagelsen "ses som en accept af ledelsens ret til at påtale arbejdsforholdene," og i en pressemeddelelse skriver detailkoncernen, at næstformanden i 3F Odense Transport således også har fremsendt en uforbeholden undskyldning til Coop.

Tilbage står bodafklaring i forbindelse med ulovlig arbejdsnedlæggelse samt overenskomstbrud.

”Det er glædeligt, at fornuften sejrer og, at fornuftige og gode kolleger på lagrene har genoptaget arbejdet. Samtidig er der grund til at takke de mange medarbejdere fra butikker og hovedkontor, som har arbejdet på lagrene og minimeret generne for vores kunder mest muligt,” siger adm. direktør Peter Høgsted i den udsendte pressemeddelese.

Strejken fortsætter på to Coop-lagre

Peter Høgsted: To medarbejdere har taget 38.000 kolleger som gidsler

To skidebalder udløste strejke i Coop

Coop-ansatte nedlægger arbejdet i protest

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis