ANNONCE
detail.jpg
Coop og 3F forhandler i weekenden for at finde en løsning på konflikten, der er opstået efter at to tillidsvalgte har fået påtaler af ledelsen. | Foto: Thomas Borberg/Polfoto/Arkiv

Strejken fortsætter på to Coop-lagre

Tomme pladser på nogle hylder i Coops butikker skyldes strejke på to lagre. 150 ansatte fortsætter strejke.

Strejken på Coops varelagre i Albertslund og Odense blandt 150 ansatte fortsætter.

Det betyder forsinkelser med vareleveringen og kan betyde mangel på nogle varer i Coops butikker, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop, som driver butikskæderne Kvickly, Fakta, Superbrugsen, Daglibrugsen og Irma.

”Siden torsdag har vi haft et nødberedskab, hvor medarbejdere fra hovedkontoret og butikkerne har været kaldt ind på lageret til at ekspedere varerne. Så der bliver kørt varer ud. Men det sker med forsinkelser, og det vil sige, at man kan risikere, at der er nogle varer, der ikke lige er på hylden. Men alle ferskvarer, altså kød og pålæg, kører normalt,” siger Jens Juul Nielsen.

Torsdag nedlagde de ansatte på Coops tørvarelager i Albertslund arbejdet, og strejken bredte sig til ferskvarelageret i Hasselager ved Aarhus og til nonfood-lageret i Odense. De ansatte på lageret i Aarhus genoptog dog arbejdet fredag morgen.

Coop og 3F forhandler i weekenden

Fagforeningen 3F opfordrer alle medarbejdere til at vende tilbage til arbejdet. Men de 150 lageransatte, hvoraf en del skulle være mødt på arbejde fredag eftermiddag, har valgt at fortsætte arbejdsnedlæggelsen.

Næste hold på de to lagre skal ifølge vagtplanen først møde ind søndag aften.

Coop forhandler med 3F i weekenden for at finde frem til en løsning på konflikten, der er opstået, efter at to tillidsvalgte har fået påtaler af ledelsen.

Ifølge Coop handler det ene tilfælde om en tillidsrepræsentant, der har overfuset en sekretær. Den anden sag drejer sig om en arbejdsmiljørepræsentant, der har fået påtalt en utilstrækkelig arbejdsindsats.

Peter Høgsted: To medarbejdere har taget 38.000 kolleger som gidsler

To skidebalder udløste strejke i Coop

Coop-ansatte nedlægger arbejdet i protest

Modtag nyhedsbreve fra FødevareWatch gratis